Centex solgt til netIP

Kære (kunde/samarbejdspartner)

Som stifter og ejere har Bente og jeg valgt at sælge Centex per 7. oktober 2022 til netIP for at sikre, at alle medarbejdere får endnu bedre forudsætninger for at hjælpe vores kunder med it- og netværksløsninger.

Det har været afgørende for min beslutning, at ejerskabet er overdraget til en ansvarlig investor og it-virksomhed med samme værdifællesskab forbundet med vores kultur, ydelser og rammer.

netIP er en menneskeorienteret it-virksomhed, som på mange måder minder om Centex og vores dybtfølte ønske om at være tæt på vores kunder for at kunne yde en ordentlig, nærværende og troværdig rådgivning. Jeg tog selv kontakt til netIP for at tilbyde køb af mit selskab, og de fandt heldigvis det samme match i vores værdier, som kommer til udtryk i vores måder at drive forretning på gennem åbenhed, tillid og tryghed.

Efter salget fortsætter jeg som salgsleder med ansvaret for udviklingen af forretningen i Esbjerg og omegn. Alle 12 nuværende Centex-medarbejdere bliver nu netIP-medarbejdere, og sammen bliver vi alle medarbejderaktionærer i netIP. Vi bliver på samme adresse som hidtil, og vi ser alle frem til at få ca. 170 nye kolleger, der er fordelt på syv andre afdelinger i Thisted, Holstebro, Herning, Aalborg, Aarhus, Viborg og Herlev. Bliv klogere på netIP ved at tage et kig på netip.dk/info.

Personligt har det været afgørende for mig, at handlen vil fremtidssikre både medarbejdere og kunder. Det betyder, at både kunder og samarbejdspartnere vil have adgang til de samme mennesker, de samme ydelser og den samme support – men til gengæld med en større og stærkere organisation i ryggen med bredde og dybde i løsninger og kompetencer.

I den kommende tid kontakter vi dig for at fortælle mere om, hvad det kan tilføre dig og din virksomhed af nye og spændende muligheder for at fremtidssikre og understøtte dine it- og netværksløsninger. Som udgangspunkt vil eksisterende aftaler og betingelser forblive uændrede, men du får adgang til flere produkter og services.

Med venlig hilsen
Lars Thulin